Ære og skam:

ÆRE OG SKAM - fup eller fakta?

En analyse af Naser Khaders bog om
islam og det islamiske familie- og livsmønster
Af Aminah Tønnsen

2. Islam, Koranen og kulturen

Islam – religion eller kultur?
Selve bogens titel "ÆRE OG SKAM. Det islamiske familie- og livsmønster - fra undfangelse til grav" er misvisende. Begreberne "ære og skam" er rent kulturelle og har intet med islam at gøre. Det familiemønster, der beskrives i de sidste 2/3 af ÆRE OG SKAM, er højst sandsynligt en god og rammende beskrivelse af syrisk/ palæstinensisk folkelig overtro og levevis og dertil knyttede uskrevne regler, som forfatteren dels har oplevet dem, dels har fået refereret af ældre mennesker fra området.
    Der er tale om traditioner, der med større eller mindre variationer forekommer i mange forskellige orientalske samfund – og på tværs af religionerne;(1) men langt den overvejende del af dem har intet som helst med islam at gøre.
    Forfatteren har udtalt,(2) at han er træt af, at man kobler islam sammen med begreberne ÆRE OG SKAM – men hvordan kan hans læsere gøre andet, når forfatteren konstant hæfter disse kulturelle traditioner på MUSLIMER generelt? Meningsløse traditioner, som de færreste veluddannede muslimer – og da slet ikke muslimer, der er født og opvokset i en europæisk/nordisk kultur - kan identificere sig med:
    "Når en MUSLIM (nu: ultra ortodoks muslim s. 31) ser sko vendt om, således at sålerne peger opefter (mod Gud), vender MUSLIMEN øjeblikkeligt skoene om." (s.25)
    "Ser MUSLIMEN (nu: fromme muslimer s. 35) et stykke brød ligge på jorden, tager han/hun det op, kysser det og lægger det til side, sådan at ingen kommer til at træde på det." (s.27)
    "MUSLIMEN (nu: fromme muslimer s. 36) kan i sådan en vredessituation sige: "Gid Guds forbandelse må ramme dig/jer." Er MUSLIMEN meget vred, siger han/ hun: "Gid Gud må gøre dine/jeres afkom til aber, grise, vanskabninger, handicappede m.m." (s.28-29)
    "Når en MUSLIM tager Koranen op, starter han/hun med at kysse den og tager den derefter op til panden." (s.53)
    "Er MUSLIMEN i tvivl..." (s.76)
    "Da ære og skams uskrevne regler er så vigtige og regulerende for MUSLIMENS hverdag..." (s.82)
    "Når en MUSLIMSK familie får et barn..." (s.157)
    "Hos MUSLIMERNE betragtes det at være alene som en slags sygdom" (s.175) – og den decideret kultur-bestemte børneopdragelse bliver omtalt som karakteristisk for MUSLIMSKE familier. (s.155ff.)
    Når forfatteren oven i købet hæfter slige traditioner og besynderlig adfærd på specielt "rettroende muslimer" (s.30), "en meget rettroende muslim" (s.76), på "den fromme muslim" (s.72) eller på "gode muslimske forældre" (s.156), vil læseren uvægerligt få det indtryk, at troende muslimer er naive, overtroiske, uvidende, trælbundne og uselvstændige væsener - i modsætning til forfatteren selv, der som "kulturel muslim" er veluddannet, handlekraftig, succesrig og velintegreret i det danske samfund. Han har sågar skiftet troen på den arabiske amulet - som han efter eget udsagn den dag i dag (af respekt for sin mor) går med i sin taske - ud med et "7-9-13"! (s.151) 
    (det er åbenbart vigtigt for forfatteren at give indtryk af, at troende muslimer er både naive og overtroiske, side "muslimen" blot er blevet udskiftet med "from" eller "ultra ortodoks"...) 

Koranen – Guds ord
eller gammeltestamentlig inspiration?
Det går galt lige fra starten, hvor forfatteren i sit forord skriver: "Mange har også den fejlagtige opfattelse, at det kvindeundertrykkende patriarkalske familiemønster, dets normer og værdier og mandens guddommelige autoritet over hustruen og børnene, kønsadskillelsen, sløret, arrangerede ægteskaber samt begreber som ære og skam er opfundet af islam. Disse præ-islamiske skikke eksisterede flere tusinde år før islams opståen - islam overtog dem." (s.9)

Det er rigtigt, at mange af de traditioner, som forfatteren nævner, eksisterede allerede før Profeten Muhammads tid. Det var derimod ikke islam, men magtbegærlige mænd, der i egen interesse gennem århundreder har præsenteret disse regler for folket som entydige og guddommelige - på trods af, at de koranpassager, de henviser til, får en helt anden betydning, når de sættes ind i deres rette sammenhæng - i den helhed, som Koranen retteligen er.
    Forfatteren gør i det hele taget meget ud af at forklare, at det, han kalder "det islamiske familie- og livsmønster", bygger på "gammeltestamentlig patriarkalsk tradition". Han skriver bl.a.: "Islam er blot en religion, der ligesom kristendommen er udsprunget af den gammeltestamentlige patriarkalske tradition" (s.93) og "Der er ingen tvivl om, at Muhammad så sig selv som en forlængelse af den jødisk-kristne tradition. Islams traditionsmæssige baggrund er både den nytestamentlige og især den gammeltestamentlige tradition. Mange af de muslimske ideer om kvinders og mænds roller, rettigheder og pligter har rod i den jødisk-kristne tradition. Islam er ikke spor anderledes, hvad angår kvinders og mænds position, end jødedommen og kristendommen." (s.97)
    Andetsteds hedder det: "Efter bruddet med Medinas jøder skete der en frigørelse fra jødedommen og kristendommen. Islam blev nu en selvstændig arabisk religion eller en egenart, hvor den før var en variant af kristendommen og jødedommen" (s.39) (dette udsagn er bibeholdt s. 52 - endog med henvisning til en orientalist) og "Derfor blev islam hurtigt stemplet som et kristent kætteri, et frafald fra sandheden, hvori dog nogle dele af den bibelsk-kristne tradition er bevaret." (s.19)
    Disse og andre lignende udsagn er imidlertid udtryk for ikke-muslimers (orientalisters) syn på islam!

Iflg. islam/Koranen har alle profeter prædiket stort set det samme budskab. Koranen siger om sig selv, at den er kommet for at bekræfte og præcisere noget af det, som tidligere er blevet åbenbaret (5:51),(3) for at korrigere det, som menneskene i årenes løb har overfortolket (4:171, 5:19, 9:30), minde om det, der er gået i glemmebogen (5:16) og lempe nogle tidligere leveregler (2:178, 7:157). Man kan ikke være muslim uden at tro på, at jødedom, kristendom og islam har en fælles kerne og leveregler, der bygger på Guds ord og vejledning åbenbaret til en lang række profeter via ærkeenglen Gabriel. Islam er ikke "en selvstændig arabisk religion", men en verdensreligion - et budskab til menneskeheden.
    Beklageligvis er det den orientalistiske indfaldsvinkel, der ganske dominerer forfatterens "Introduktion til islam".  (den orientalistiske tankegang er bibeholdt igennem hele bogen - ja, forfatteren sætter endog en ære i at beskrive islam "set udefra" s. 16) 
    Enkelte steder – eksempelvis når han beskriver det islamiske syn på islams første tider - er hans ordvalg endog lige så nedladende som visse ikke-muslimers: "Grundlæggelsen af islam går efter islamisk opfattelse helt tilbage til Adam og skabelsen. Adam hengav sig under Guds vilje og var ulydig mod Ham, ergo var Adam den første muslim. Noah hengav sig under Guds vilje, ergo var Noah muslim. Abraham hengav sig under Guds vilje, ergo var Abraham muslim. Moses og Jesus hengav sig begge under Guds vilje, ergo var de muslimer." (s.21) (understregningerne er mine) (forfatteren har bibeholdt hele denne passage s. 26. Om det er af ond vilje eller mangel på sproglig indsigt må stå hen i det uvisse)

Koranen – Guds ord
eller Profetens egen filosofi?
Forfatteren skriver ganske rigtigt: "I Koranen er det Gud, der taler - ikke Muhammad. Muhammad er omtalt i tredje person. Med andre ord er forfatteren til Koranen, ifølge den islamiske lære, Gud selv" (s.52) og "Hver side er fra Gud, hvert ord er guddommeligt, hvert eneste bogstav er inspireret. Koranen er for en muslim, hvad Jesus er for de kristne" (s.53). Han går endog så vidt som til (fejlagtigt) at hævde, at det er en utilgivelig synd at hævde, at Muhammad er forfatteren til Koranen. (s.33)
    Alligevel antyder forfatteren utallige steder, at det er Profeten Muhammad, der er ophavsmand til de forskellige påbud - og dermed til Koranen - en opfattelse, som ofte fremføres af orientalister for at nedgøre og skade islam og muslimer ved at så tvivl om Koranens autenticitet. Forfatteren skriver eksempelvis:
    "Muhammad bad muslimerne ændre bederetningen." (s.37) (udeladt s. 49-50)
    "Efter bruddet med jøderne bad Muhammad muslimerne om at ændre qibla’en, ’bederetningen’, fra Jerusalem til Mekka. Han bad dem om at gå (nu: gik man s. 52) fra den jødisk-inspirerede forsoningsfaste til ramadanen, den muslimske fastemåned. Han gjorde fredag (nu: fredag er efterhånden blevet s. 52) til muslimernes hviledag. ... og Abraham blev gjort til det helt store forbillede..." (s.39)
    Nogle steder kæder forfatteren endog direkte Profeten sammen med koranteksten:
    "Efter dette nederlag får Muhammad en åbenbaring (Koranen 4,3), der tillader polygami (flerkoneri). (Muhammads løsning på mande-mangel var at gøre som de forrige profeter: at praktisere polygami)." (s.42) (nu: udeladt s. 57)
    "Ganske vist eksisterede der tilfælde af kvindeundertrykkelse, fx i form af mord på pigebørn, idet nogle fædre begravede deres nyfødte piger levende - noget, som Muhammad senere forbød (i Koranen 16,58-61)." (s.99) (bibeholdt s. 170)
    Andre steder hævder forfatteren, at Muhammad guddommeliggør en levevis, som efterfølgende bekræftes i Koranen (dvs. af Gud):
    "Da Muhammad blev profet, institutionaliserede han den jødisk-kristne patriarkalske familieform og guddommeliggjorde den. Guddommeliggørelsen bekræftes i Koranen (bibeholdt s. 172) (...). Samtidig fordømte og forbød han alle andre livsformer og stemplede dem som "zina" (tøjlesløs sex) og u-islamiske." (s.101) 
    (som det ses, er dobbelttydigheden med hensyn til, om Koranen er Guds åbenbarede ord, eller om der er tale om Profeten Muhammads anvisninger, ikke fjernet fra teksten)

Som det fremgår, er forfatterens fremstilling af islam både usammenhængende og modsætningsfyldt. Man har naturligvis ret til at mene, hvad man vil, men der mangler en klar tilkendegivelse af, hvor der er tale om forfatterens egne holdninger.
    Som muslim tror man på, at Koranen indeholder Guds åbenbarede ord og vejledning til menneskeheden. Og så kan man ikke samtidig tro på, at islam bygger på bibelsk tradition og har "overtaget" bibelske elementer - eller at Profeten Muhammad er ophavsmand til koranske leveregler. Det er "enten – eller", ikke "både – og".

© Aminah Tønnsen, april 2001 & november 2003    

Noter:

(1) Se f.eks. My Home, my Prison af Raymonda Hawa Tawil, en kristen, palæstinensisk kvindes selvbiografi, der tydeligt viser, at kristne og muslimer er underlagt nøjagtig samme normer, traditioner og vilkår i dagligdagen. London 1983.

(2) Man sluger da kameler, DR 1 den 27. nov. 1997.

(3) Da jeg igennem hele mit forfatterskab har benyttet mig af den nummerering af Koranens vers, som den blandt muslimer mest anvendte koranfortolker A. Yusuf Ali benytter, finder jeg det mest hensigtsmæssigt også at gøre det i denne bog. Da Nasser Khader imidlertid benytter A.S. Madsens versnummerering, vil der være forskel på et enkelt nr. eller to på hans og min henvisning til samme koranpassage.
Koranhenvisningerne skal kun ses som eksempler - der er ikke tale om en komplet liste over koransteder om et givent emne. Man skal tænke sig til ... efter hver eneste henvisning.

Litteratur:

forrige <   > næste