Islamisk Studiebogssamling - Islam fra A til AA

TAQIYYA - selvbeskyttelse

Begrebet "taqiyya" er opstået inden for shi'a-islam i det 11. årh., hvor shi'a-muslimerne blev udsat for hyppige overgreb fra den sunni-muslimske flertalsbefolkning. Begrebet gav mulighed for at dække over sit religiøse tilhørsforhold eller frasige sig islam, hvis ens sikkerhed og liv var i fare.
Shi'a-muslimerne (der skønnes at udgøre 10-15% af det samlede antal muslimer, og som fortrinsvis er bosat i Iran, Irak og på Bahrain) finder belæg for begrebet i Koranen 16:106, der blev åbenbaret kort før muslimernes udvandring til Medina i år 622, dvs. i den periode, hvor de hedenske mekkanere udsatte muslimerne for boykot, forfølgelse og tortur:

Enhver, der efter at have antaget troen, ytrer vantro (kufr, k-f-r) - undtagen hvis det sker under tvang, og de i hjertet forbliver troende - men sådanne, der virkelig åbner sig for vantro (k-f-r), vil påkalde sig Guds vrede. En smertelig straf venter dem. (16:106)

Der er som sagt tale om yderste nødstilfælde, og flere eksegeter slår fast, at det bedste naturligvis er at udholde de pinsler, man måtte blive udsat for.
Under alle omstændigheder, så berettiger muslimers situation i Vesten på ingen måde, at taqiyya-princippet tages i brug. Da bør man holde sig til de utallige passager, der maner til sandfærdighed, retsindighed og oprigtighed, og som fordømmer løgn, falskhed og mened:

Kun de, der ikke tror på Guds tegn (ayât), opfinder løgne; de er gemene løgnere. (16:105)

Oh I troende! Vær standhaftige og retsindige som vidner for Gud - selvom det skulle være til skade for jer selv, for jeres forældre eller jeres slægt, eller for rig eller fattig, for Gud er bedre til at varetage deres interesser. Følg ikke jeres egne begær på bekostning af retfærdigheden. Hvis I fraviger eller omgår sandheden, er Gud visselig vel bekendt med alt, hvad I gør. (4:135)

De tilslører deres hjerte og tror, at de kan lyve i det skjulte. Men selvom de tildækker sig med klæder, ved Gud, hvad de skjuler, og hvad de åbenbarer, for Han kender hjertets inderste hemmeligheder. (11:5)

Det må nødvendigvis vække til eftertanke, at begrebet "taqiyya" stort set ikke forekommer i skrifter forfattet af muslimer, men derimod ofte omtales af ikke-muslimer, der af en eller anden årsag føler trang til at mistænkeliggøre deres medmennesker og så tvivl om deres hensigter og troværdighed.
    I den danske debat bruges begrebet af visse ikke-muslimer på den religiøse og politiske højrefløj for at "bevise", at alle muslimer er ulve i fåreklæder, der - selvom de udgiver sig for at være nok så moderate - i virkeligheden kun pønser på at tage magten i det fredelige Danmark for at omdanne landet til en diktatorisk, teokratisk islamisk stat. Og for at "skabe forvirring blandt modstanderne og vise, at islam er en "tolerant" religion".
    Bare det faktum, at man oversætter "taqiyya" med "forstillelse" i stedet for "selvbeskyttelse" og som regel bruger betegnelsen "muhamedaner" i stedet for "muslim", og "muhamedanisme" i stedet for "islam" viser ikke så lidt om skrivernes hensigter og vidensniveau.
    Det her viste eksempel er uddrag af en tekst, der i de senere år har floreret i danske debatfora på internettet (jeg har dog tilladt mig at rette diverse stavefejl):

"Udtrykket TAQIJA betyder at forstille sig - og bruges, når det tjener udbredelsen af muhamedanismen eller gavner en muhamedaner i forhold til de vantro. DENNE PRAKSIS MÅ IKKE FORTIES. At bruge løgn over for de vantro er officielt tilladt. Og dette bedrageri er religiøst motiveret.
    Taqija drejer sig om, at en muhamedaner i en vanskelig situation bør skjule sine hensigter. Det gælder f.eks. korantolkningen, hvor man over for de uvidende fremhæver de blide vers - og skjuler de mere barske vers ...
    Aktive muhamedanere i Vesten nægter, at de bruger taqija. Denne fornægtelse at, at de bruger taqija over for os og myndighederne er en del af selve metoden i taqija. Ofte medfører det forvirring hos og og hos de forhandlende myndigheder f.eks. i indenrigsministeriet ...
    Løgn og bedrageri er religiøst tilladte midler. en forhandlingsløsning eller en aftale med muhamedanismen er aldrig en endelig aftale."

Og i bogen "ISLAM integration eller ?" skrevet under pseudonymet Chris Hinrichsen af en håndfuld personer tilknyttet Foreningen DANSK KULTUR og DEN DANSKE FORENING, hedder det bl.a. om undertegnede på side 66:

"De mest ærlige er undertiden de mest yderliggående, da de ofte af lutter iver ikke kan holde sig tilbage. Pudsigt nok bruges taqija ofte i højere grad blandt personer, som man i Vesten anser som moderate. enkelte (også konvertitter) har en formidabel evne til at dreje argumentationen ved at udnytte den "vantros" naivitet. Dette forplumrer samtalen og forståelsen i den grad, at det undertiden kan være yderst svært at se, hvem der egentlig kan betegnes som moderat. Metoden har som et vigtigt mål at få ikkemuslimer til indbyrdes at blive uenige! Derfor indledes ofte med et af følgende påstande:
1.a) "Taqija findes ikke", b) "det bruges kun af shiamuslimer", c) "det bruges kun af yderliggående".
2. "Ikke muslimer har det godt, hvor muslimer har flertallet".
3. Jihad skal kun forstås som anstrengelse for freden og troen.
4. Islam er et eksempel på verdens mest tolerante religion.
5. Ordet "islam" skal oversættes med fred, hvilket viser islams sande indhold (slm = salama = fred). Problemet er blot, at ordet "islam" faktisk betyder "underkastelse".
Tager en muslim udgangspunkt i et af disse fem sætninger ved man på forhånd, at der bruges taqija, "forstillelse", for at forvirre eller skabe interesse hos modparten. Derudover kan ofte forventes taqija, hvis en muslim gør et stort nummer ud af de abrogerede (ophævelse) Koranvers, for f.eks. verset: "Der er ingen tvang i religionen", etc.
Et eksempel er den moderate Aminah Echammaris artikel i Kristeligt Dagblad 23.7.98. Kronikøren skriver samtidig med, at hun fornægter brugen af taqija, at Koranen ikke omtaler hellig krig mod ikkemuslimer og islam tager afstand fra jihad (hellig krig)."

(Det er ganske rigtigt, at jeg i omtalte kommentar afviser, at der i Koranen skulle være belæg for taqiyya-princippet. Jeg skriver endvidere, at Koranen tvært imod (citat) "er spækket med påbud om sandfærdighed, retsindighed og oprigtighed, ligesom den fordømmer løgn, falskhed og mened (2:159, 4:135, 57:19)". Jeg skriver endvidere, at (citat) "Koranen ej heller indeholder nogen opfordring til krig imod jøder og kristne".
Jeg nævner ikke djihad med et eneste ord; men forvirringen opstår for dem, der ikke kan (eller ikke vil) forstå, at "djihad" ikke er det samme som væbnet "hellig krig" eller "krig imod jøder og kristne".)

Bogen "ISLAM integration eller ?" er i øvrigt fyldt med billedmanipulationer, forkerte personoplysninger, ufuldstændige og decideret ukorrekte kildehenvisninger, fejlcitater, umarkerede citater og et syndigt virvar af citater og forfatterens egne holdninger uden angivelse af, hvad der er hvad - og kan derfor ikke bruges til andet end som studie i danske "mørkemænds" argumentationsteknik.
Se i øvrigt en gennemgang af bogens "fortræffeligheder" HER.

Se også: løgn
abrogation

WIKIPEDIA: taqiyya