Islam fra A til Å:

OVERTRO OG HELGENDYRKELSE

Af Aminah Echammari

Er man sammen med muslimer, der er opvokset i muslimske lande, kan man ikke undgå at lægge mærke til, at overtro og helgendyrkelse er en fast bestanddel af mange muslimers dagligdag. Man går med amuletter (ofte med Koranvers) for at beskytte sig mod 'det onde øje', man bærer pulvere af højst varieret oprindelse på sig eller blander dem i maden for at holde på en ægtemand, hævne sig på en person eller så splid mellem ægtefæller, eller man valfarter til helgengrave for at blive kureret mod sygdom eller barnløshed.
    Koranen tager kraftigt afstand fra alt dette, og enhver, som beflitter sig med disse ting, vil ikke få del i det kommende liv:

De fulgte (i stedet), hvad de ondsindede (shaiâtîn) på Salomons (Sulaimân) tid fremførte. Det var ikke Salomon, men de ondsindede, der var vantro (kuffar, k-f-r), idet de lærte menneskene trolddomskunster - lige som dem, de to engle Hârût og Mârût i Babylon beherskede. Men ingen af de (to) videregav deres viden uden at sige: "Vi er kun en prøvelse og en fristelse for jer. Vend jer ikke bort (k-f-r) fra troen!" De to lærte menneskene at så splid mellem ægtefæller; men de kunne ikke skade nogen - undtagen Gud ville det. De lærte menneskene udelukkende det skadelige - ikke det nyttige. Og de vidste, at de, der beflitter sig med trolddomskunst, ikke får del i det Hinsidige. De har solgt deres sjæl for en ussel pris - om de blot vidste det! (2:102) (jvf. 2. Petersbrev 2,4, Judas' brev 6) 

Den bedste beskyttelse mod al slags frygt og overtro er tillid til Gud. Dette omtales i nogle af de allertidligste åbenbaringer fra Profetens tid i Mekka:

Sig: "Han er Gud, den Eneste Ene.
Gud, uafhængig og absolut.
Han avler ikke afkom, ej heller er Han blevet avlet;
og ingen er Hans lige!" (112:1-4)

Sig: "Jeg søger tilflugt i morgengryets Herre
mod den fortræd, det skabte kan forvolde;
mod mørket, der falder på;
mod ondskab fra dem, der udøver hemmelig magi,
og mod den fortræd, den misundelige kan forvolde." (113:1-5)

Sig: "Jeg søger tilflugt i menneskehedens Herre,
menneskehedens Konge,
menneskehedens Gud -
mod de ondskabsfuldheder,
de lumske blandt ånder og mennesker
flygtigt hvisker i menneskenes hjerter." (114:1-6)

Hvis du (nogensinde) bliver tilskyndet til at forøve ondt, da søg beskyttelse hos Gud. Han hører alt og ved alt. (41:36 )

Intet menneske - hverken levende eller dødt - kan udføre mirakuløse handlinger, undtagen ved Guds befaling. Et menneske kan forekomme nok så 'hellig'; men intet menneske kan med sikkerhed sige, om vedkommende ikke inderst inde har onde hensigter. Kun Gud kan se ind i vore hjerter og dømme, om vi er gode eller onde. Derfor må vi kun tilbede Ham (13:14), for Hans lige findes ikke (112:4).

Sand bøn tilkommer Ham alene. De, som de tilbeder i stedet for (el. ved siden af) Ham, hører dem ikke. Det er, som om de forsøger at drikke med udstrakte arme. Vildfaren bøn er spildt ulejlighed. (13:14)

© Aminah Tønnsen, 1989 og marts 2005

Fra: Islam Naturens Religion (side 72, Islamisk Studiebogssamling 1989). Bogen kan lånes på bibliotekerne.  

Litteratur:

FATWA IslamOnline.net: The world of jinn and its secrets
                                 Jinn possession: between facts and illusion 
                                 Black magic, rulings and remedy
                                 Immunity and protection against black magic
                                 Islamic cure for evil eye

IslamOnline.net: About Magic and Jinn

[ index ]   [ nyheder ]   [ Koran & hadîth ]   [ islam set indefra ]   [ islam fra A til AA ]
[ dialog ]   [ islam i Europa ]   [ kultur & politik ]   [ viden & uddannelse ]   [ islamisk ret ]
[ personligheder ]  [ familie & køn ]   [ etik ]   [ for børn ]   [ bøger ]   [ link ]   [ kontakt os ]