¢abada: At tjene.

  ¢abd: Tjener.

  adhân: Kaldet til bøn.

  ahl al-bayt: Husets folk, dvs. Profetens slægt.

  ahl al-kitâb: Bogens folk eller Skriftens folk. Den koranske   betegnelse for jøder og kristne.

  âkhira: Det hinsidige, livet efter døden.

  al-amîn: Den Pålidelige. Ét af Profeten Muhammads tilnavne.

  ¢alamîn: Egentlig: ’verdener’. Alle former for eksistens på det fysiske såvel som det åndelige plan. Oversættes dog ofte som ’menneskehed’.  

  allâhu akbar: “Gud er større” (underforstået: end alt andet). Oversættes dog oftest med “Gud er stor”.  

  allâhu a'lam: Gud ved bedst.

  amîn, al: Den troværdige, et af Profetens tilnavne.

  ansâr, al-: Egentlig 'hjælperne'. Betegnelse for de medinensiske muslimer, der havde antaget islam før Profetens udvandring til Medina, og som blev udnævnt til at støtte de nyankomne.

  ¢aqida: Troens grundprincipper (troen på Gud, Hans engle, Hans bøger, Hans profeter, dommedag og en forudbestemt skæbne).  

  arkân al-islâm: Tilbedelsens fem søjler (trosbekendelse, bøn, faste, almisse og pilgrimsrejse).  

  ’asr: Eftermiddagsbønnen.  

  âya: Flertal: âyât. Egentlig: ’tegn’. Vers i Koranen.

  âyât ul-hifz: De såkaldte beskyttelsesvers, som bedes for at beskytte sig imod det onde.  

  âyat al-kursi: Egentlig 'tronverset', Koranen 2:255.

  banû isrâ'îl: Israelitterne.

  baraka: Velsignelse.

  batin: Koranens ordlyd og mening (betragtes som uforanderlig og absolut).  

  bayt al-haram: Det Hellige Hus, Ka'baen.

  bismillâh: “I Guds navn”. Dette siger en muslim hver gang, hun/han påbegynder en handling som eksempelvis at spise, læse, stige ind i et køretøj eller bryde et brød.

  da¢wa: Oplysning om islam.  

  dhimmi: En beskyttet, en ikke-muslim, der lever under muslimsk overherredømme.

  dhûl-hidjdja: 12. måned ifølge den islamiske kalender. Pilgrimsmåneden.

  dhûl-ki¢da: 11. måned ifølge den islamiske kalender.  

  dîn: Tro.

  dîn al-fitra: Naturens religion. Således kaldes islam med henvisning til det ’urinstinkt’, der tilskynder mennesket til at bøje sig for Gud.  

  diya: Blodpenge. Økonomisk erstatning ved mord eller læsioner, skade el. lemlæstelse.

  Djabal an-Nur: Bjerget Nur uden for Mekka, som Muhammad trak sig tilbage til for at meditere, allerede inden han blev kaldt til profet.

  djahada: At stræbe og kæmpe for en retfærdig sag.

  djahannam: Helvede.  

  djamâ¢a: “Stedet, hvor man forsamler sig”, moskéen.

  djanâba:  At være i en tilstand af ’ceremoniel urenhed’ efter samleje, sædafgang, menstruation eller fødsel, hvilket kræver, at man bader hele kroppen (ghusl).

  djanna: Paradis.

  Djar Hira: Hira-grotten i Bjerget Nur, hvor Profeten Muhammad fik sin første åbenbaring.

  Djibrîl: Gabriel, ærkeenglen, der videregav Guds ord til Muhammad.

  djihâd: Stræben for en retfærdig sag.

  djizya: En afgift pålagt de mænd, der ikke ønsker at deltage aktivt i forsvaret af den muslimske stat.

  djumâd ul-awwal: 1. djumâd. 5. måned ifølge den islamiske kalender.

  djumâd ut-thani: 2. djumâd. 6. måned ifølge den islamiske kalender.

  du’a: Personlig bøn, bedebøn.

  fadjr: Bønnen mellem daggry og solopgang.  

  falâh: Fremgang.

  faqîh: Flertal: fuqahâ. En retslærd.

  al-fâtiha: Åbningssuraen.

  fatwâ: Flertal: fatâwâ. Et juridisk ikke-bindende responsum.

  fiqh: Islamisk retsvidenskab. At formulere specifikke lovregler ud fra Koranens og Profetens anvisninger.

  firdaws: Paradis.  

  fitna: Fristelse.

  furqân: Den, der skelner mellem ret og uret. Bruges om Koranen.

  ghusl: Bad, som tages efter eksempelvis samleje, sædafgang, menstruation eller fødsel, før man kan udføre rituelle handlinger som bøn, faste eller koranlæsning.

  hadîth: Flertal: ahâdîth. Udsagn om Profetens sædvane, hans vejledning til menigheden og stiltiende accept af folks handlinger. Omtales ofte som ’islamisk tradition’.

  hadjdj: Pilgrimsrejse til Mekka.

  Hadjdj/Hadjdja: Tilnavn for en mand/kvinde, der har været i Mekka.

  halâl: Det, der er tilladt ifølge islam i videste forstand.  

  halaqa: Studiekreds.

  al-hamdullah: “Gud være lovet!” Siges, når man har fuldført en handling eller hører om noget, der er sket.  

  hanîf: Oprigtig gudhengiven. Bruges i Koranen om Abraham.

  harâm: Det, der er forbudt ifølge islam.  

  hidjâb: Egentlig: At skjule eller beskytte, at adskille eller opdele. Bruges hyppigt om kvinders klædedragt.

  hidjra: Udvandring. Bruges specielt om muslimernes udvandring fra Mekka til Yathrib i år 622.  

  hikma: Viden.

  hilâl: Nymånen.

  hudâ: Vejledning.

  ¢ibâdât: Gudsdyrkelse, tilbedelse. Af samme ’rod’ som ¢abd (tjener).  

  iblîs: Den onde, Satan.

  'idda: Venteperiode for en kvinde efter skilsmisse (3 mdr.) eller ægtefælles død (4 mdr. 10 dage), hvor hun ikke må indgå nyt ægteskab.

  ¢id ul-adhâ: “Den vigtigste fest”. Offerfesten.

  ¢id al-fitr: Fastebrydningsfesten.

  ¢id al-kabîr: “Den store fest”. Et andet navn for offerfesten.

  ¢id al-saghir: “Den lille fest”. Et andet navn for fastebrydningsfesten.  

  'id mubârak: Velsignet fest!

  iftâr: Det måltid, hvormed man bryder fasten.

  idjmâ¢: Konsensus. Enighed blandt de retslærde om et juridisk spørgsmål.  

  'ilm: viden.

  imâm: “Den, der står foran”. Den, der leder en fællesbøn.

  indjîl: Evangeliet givet til Jesus, der efter muslimsk opfattelse ikke mere findes i sin oprindelige form.

  al-insan al-kamîl: “Det fuldkomne menneske”. Således omtales Profeten Muhammad. Det er dog ikke ensbetydende med, at han betragtes som ufejlbarlig.

  ’isha: Nattebønnen.  

  islâm: Gudhengivelse.

  i’tikâf: At trække sig tilbage i moskéen for at bede og læse i Koranen i de sidste ti dage af fastemåneden.

  jawm al-ahad: 1. dag, søndag.

  jawm al-arbi’â: 4. dag, torsdag.

  jawm ad-djumu¢a: Forsamlingsdagen, fredag.

  jawm al-ithnain: 2. dag, mandag.

  jawm al-khamîs: 5. dag, torsdag.

  jawm as-sabt: 7. dag, lørdag.

  jawm at-thulâthâ: 3. dag, tirsdag.

  Ka¢ba: Egentlig: ’terning’. Navnet på den terning-formede bygning i Mekka, der er muslimernes symbolske midtpunkt.

  kabîsa: Skuddag, der indføres i den islamiske kalender ca. hvert tredje år, for at nytåret altid falder sammen med den faktiske nymåne.

   kafîr (k-f-r). Flertal: kafirûn: Gudsfornægter eller vantro i betydningen ’at skjule Guds vejledning’ ved bevidst at undlade at efterleve den i praksis. 

  kalîma: Egentlig: Ord. Trosbekendelse.

  khalîfa: Forvalter eller stedfortræder. Menneskene er skabt til at være Guds stedfortræder på jorden, til at forvalte skabelsen i Guds sted.

  khamr: Rusmidler. Alkohol, tobak og andet, der slører sanserne, er vanedannende og skader helbredet på længere sigt.

  khâtim an-nabîyîn: “Profeternes segl”. Den, der ’besegler’ åbenbaringerne. Guds sidste profet, Muhammad.  

  khimâr: Dække el. hoveddække. Beduinernes hoveddække.

  khitân: Omskæring af drengebørn.

  khums: En femtedel. Specielt i forbindelse med krigsbytte.

  khutba: Prædiken i forbindelse med fredagsbønnen.

  kiramul-katibîn: De to ’skrivende engle’, der følger hver eneste menneske og holder øje med dets gode og dårlige handlinger og vidner derom på dommedag.  

  kiswa: Det sorte klæde, der dækker Ka'baens sider.

  al-kitâb: Bogen. Et andet ord for muslimernes hellige bog, Koranen.

  kufr: Gudsfornægtelse, vantro.

  la illaha ilallah: Den islamiske trosbekendelse: Der er ingen anden gud end Gud.

  lailat al-qadr: Skæbnenatten eller Bestemmelsens nat. Den nat, hvor Profeten Muhammad i år 610 fik sin første åbenbaring fra Gud.  

  madhhab: Lovskole eller retsskole.

  madînat un-nabî: Profetens by, også kaldet Medina.  

  madrasa: Et sted, hvor man studerer. Skole.

  maghrib: Bønnen, der bedes efter solnedgang.

  mahr: Brudegave. Den gave, som gommen giver sin brud i forbindelse med brylluppet.  

  mahram: En mandlig slægtning af forbudt grad.

  makrûh: Det, som bør undgås ifølge islam.

  mala’ika: Engle. Usynlige væsener, der adlyder Gud i et og alt.  

  manâra:  Minaret.

  mandûb: Det, som kan anbefales ifølge islam.

  masdjîd: Stedet, hvor man bøjer sig i bøn (sajda), moské.  

  masdjîd al-aqsâ: Den fjerneste moské (i Jerusalem), den med sølvkuppelen.

  maslaha: Det fælles bedste, den fælles interesse.

  mihrâb: Bedeniche, der viser bederetningen (qibla).

  minaret: Et højt tårn på en moské, hvorfra bønneudråberen kalder de troende til bøn.

  minbar: Prædikestol i moskéen.

  miqât: Den grænse uden om byen Mekka, som ikke-muslimer ikke må overskride.  

  mirâdj: Profetens himmelrejse fra Mekka til Jerusalem og op igennem de syv himle.

  mu’adhdhin: Bønneudråberen. Den, der kalder de troende til bøn.  

  mu'allim: Lærer.

  mubâh: Det, som er tilladt ifølge islam.  

  mubârak: Velsignet.

  muharram: 1. måned ifølge den islamiske kalender.

  munâfik: Flertal: munâfikûn. Hykler. En, der foregiver at være muslim, men ikke mener det at hjertet.

  mus’haf: Betegnelsen for de kopier, som den tredje kalif Uthman lod udfærdige og sende til de vigtigste muslimske byer.

  mushrik: Flertall: mushrikûn. Afgudsdyrker. En, der tilbeder og ofrer til gudestøtter eller gudebilleder.

  mut'a: Tidsbegrænset ægteskab (er kun lovligt inden for shi'a-islam).

  namâz: Persisk/urdu for 'bøn'.

  nabî: Flertal: anbiyya. Profet, der ikke fik en ny lov, men støttede sig til tidligere åbenbarede skrifter.

  nâs: Menneskehed.  

  naskh: Abrogation, annulering af tidligere tekst.

  niqâb: Ansigtsslør.

  nîya: Hensigtserklæring.  

  nûr: Lys.

  purdah: Persisk/urdu for afsondring.

  qadr: Skæbne, bestemmelse.  

  qalam: Skrivepen.

  qibla: Bederetning.

  qiyâs: Analogislutning ved hjælp af sammenligning med andre lignende situationer.

  Quraish-stammen: Den familie, som Profeten Muhammad blev født ind i.

  Qurân: Egentlig: Recitation, fremsigelse. Navnet på muslimernes hellige bog, Koranen.

  qurbân: Offer.  

  rabb: Herre.

  rabî¢ ul-awwal: 1. rabî¢. 3. måned ifølge den islamiske kalender.

  rabî¢ ut-thani: 2. rabî¢. 4. måned ifølge den islamiske kalender.

  radjab: 7. måned ifølge den islamiske kalender.

  rak¢a: Bøns-enhed, som gentages en, to eller tre gange i løbet af den rituelle bøn.

  ramadân: 9. måned ifølge den islamiske kalender. Fastemåneden.

  rasûl: Flertal: rusul. Sendebud. Profet, der fik åbenbaret en ny lov (som Moses og Muhammad).  

  ridda: Apostasi, frafald fra troen.

  risâla: Budskab.

  ruh-ul-qudus: Den hellige ånd, ærkeenglen Gabriel.  

  sabr: Tålmodighed, udholdenhed.

  sadaq: Brudegave. Også: mahr. Den gave, som gommen giver sin brud i forbindelse med brylluppet.

  sadaqa: Egentlig: ’at være oprigtig’. Frivillig almisse, der ofte gives I forbindelse med højtiderne (sadaqat-ul-fitr).

  safar: 2. måned ifølge den islamiske kalender.

  sajda: Egentlig ’bøjning’. At knæle med panden mod underlaget under den rituelle bøn – en del af en bøns-enhed (rak¢a).

  salât: Bøn.

  salât ul-djumu’a: Bønnen på forsamlingsdagen, fredag. Ugens vigtigste bøn, der også omfatter en prædiken, khutba.  

  saqîna: Sjælefred.

  sawm: Faste. Egentlig: ’renselse’. At faste i måneden ramadân.

  sha¢bân: 8. måned ifølge den islamiske kalender.

  shahâda: Trosbekendelse. Egentlig: ’vidnesbyrd’. Shâhid = vidne.

  sharî¢a: Egentlig: ’Vejen til vandingsstedet’ eller ’vejen til kilden’, hvilket vil sige den levevis, som Gud har anvist i Koranen, og som fører til et harmonisk liv i en harmonisk verden.

  shawwâl: 10. måned ifølge den islamiske kalender.

  shi’a-islam: Oprindelig: shi¢at Ali, Alis parti. Betegnelsen for den gren af islam, der skilte sig ud ved ikke at anerkende de tre første kaliffer, som muslimerne i Medina valgte som Profeten Muhammads stedfortrædere.

  shiiter eller shi’a-muslimer: Tilhængere af shi’a-islam.

  shirk: Afgudsdyrkelse.

  shûrâ: Indbyrdes rådslagning i familien eller et større fællesskab. Bruges også inden for politik.

  suhuf: Betegnelsen for det første sammenhængende koran-eksemplar, nedskrevet på sammenhængende blade.

  sunna: Sædvane. Specielt om Profeten Muhammads sædvane.

  sunni-islam: Betegnelsen for den gren af islam, som anerkender alle fire kaliffer, som den muslimske menighed i Medina valgte som Profeten Muhammads stedfortrædere.

  sunniter eller sunni-muslimer. Tilhængere af sunni-islam. Egentlig: ’dem, der følger Profetens sædvane’.

  sûra: Flertal: sûrât. Kapitel i Koranen.

  sûra al-fatiha: Åbningssuraen, Koranens første kapitel.

  tafsîr: Korankommentar.

  tahâra: Renselse.

  talâq: Forstødelse, skilsmisse på mandens begæring.

  talbîya: Pilgrimserklæringen: “Her er jeg, oh Gud, til Din tjeneste!” som pilgrimme fremsiger igen og igen på vej til Mekka.  

  taqlîd: Imitation. Blind efterfølgelse af tidligere juridiske afgørelser eller fortolkninger.

  tasbih: ’rosenkrans’ med 33 eller 3x33 perler. Også ’rosenkransbøn’, som især fremsiges i forlængelse af den rituelle bøn.  

  tawba: Egentlig: at vende om. Anger og forbedring af levevis.

  tawhîd: Guds enhed, helhed.

  Tawrat: Toraen. Den jødiske betegnelse for de fire Mosebøger.

  tayammum: Symbolsk afvaskning før bøn, når man ikke har rindende vand til rådighed.  

  'ulûm: Videnskaber. Ental: 'ilm.

  umma: Fællesskab, menighed eller trossamfund.

  ¢umra: Den lille pilgrimsrejse.  

  wahy: Åbenbaring.

  wudû: Den rituelle afvaskning før bøn.

  Zabûr: Salmer, Guds åbenbaringer til David.

  zahir: Betydning. Bruges om Koranens betydning, der er variabel og dynamisk.

  zakât: Egentlig: ’renselse’. Den obligatoriske socialskat.

  zawj: Fælle, modstykke. To enheder, der tilsammen danner et hele. Bruges både om ægtefælle og om naturkræfter som varme og kulde, lys og mørke.  

  zinâ: Utugt. Seksuelt forhold mellem to personer, der ikke er gift med hinanden.

  zuhr: Middagsbønnen.