HELLIG KRIG
"Hellig krig" fremstilles
oftest som et specielt "islamisk" fænomen og er blevet en del
af det fjendebillede, som Vesten i årenes løb har opbygget omkring islam
og muslimer.
Det mest groteske i
forbindelse med muslimers påståede pligt til at føre "hellig krig"
imod nærmest alt og alle er, at der faktisk ikke findes noget udtryk i
Koranen, der retteligen kan oversættes til "hellig krig". For
en korankyndig er det svært at se, hvorledes ekstremistiske gruppers
terrorhandlinger overhovedet kan sættes i forbindelse med islam.
At oversætte begrebet "djihâd"
til "hellig krig", er særdeles misvisende og opfattes af enhver
troende muslim som utrolig krænkende.
© Aminah Tønnsen, april
2000
Uddrag af:
Johnny Thiedecke: Hellig Krig, side 104-105.
Hellig krig i islam
Men var den kristne hellige krig - korstogene - da ikke bare et svar
på den arabiske hellige krig, den vældige ekspansion mellem 632 og ca.
750? Både ja og nej. Det er indlysende, at de kristne fremstød mod
muslimerne i 1000-tallet i Spanien var en reaktion på den tidligere
arabiske (berberiske) erobring af den iberiske halvø. Men det er forkert at
sige, at den store arabiske ekspansion havde været en hellig krig. Den
havde faktisk ikke engang være en religionskrig.
Ekspansionen udviklede sig ikke efter en storstilet
plan, der skulle udbrede islam, men begyndte som en række plyndringstogter
i nabolandene. Byzans og Perserriget, der ofte havde brugt de arabiske
stammer som stødpuder i deres egen rivalisering. Disse plyndringstogter
udvikler sig så i takt med "sugermagternes" voksende udmattelse
til mere systematiske felttog, da araberne går fra sejr til sejr.
At araberne kun stillede de besejrede over for valget
mellem koranen eller sværdet - omvendelsen eller døden - er også en myte.
En anden valgmulighed var nok så givende for de fattige beduiner: skattebetaling
eller sværdet. Og de fleste undertvungne valgte selvfølgelig at betale
skat til sejrherrerne, især da den skat, de før havde betalt til deres
persiske eller byzantinske herrer, oftest havde været højere.
Endvidere måtte muslimerne ikke kræve omvendelse
af de folk, der bekendte sig til jødedommen eller kristendommen. For de
havde jo "skriften" ligesom islam. I modsætning til
kristendommen, der betragtede sig selv som den eneste sande religion,
accepterede islam de to beslægtede religioner som stadier på vej til den
sandhed, der endeligt blev åbenbaret Muhammad af Gud. Moses og Jesus er
hans store profetiske forgængere. Koranen er blot den sidste, sande
korrektion af Bibelen.
Heller ikke over for de andre religioner, som muslimerne
stødte på under deres første store erobringsbølge: hinduisme, buddhisme
og persisk zarathustrisme, udøvede de nogen egentlig missionsvirksomhed. "La
ikraha fid-din" står der i Koranen, hvilket betyder: "Der
må ikke være nogen tvang i religionen."
Syrien, Mesopotamien og Persien blev først muslimske
en 2-300 år efter den arabiske erobring og da ikke som følge af
systematisk mission men på grund af en langsom assimilering mellem den
lokale tradition og islam. Araberne var praktiske folk, for hvem det var
vigtigere at få skat fra de erobrede områder og bevare roen i dem end at
fare frem med religiøs bål og brand. Derfor fik de besejrede også i høj
grad lov til at fortsætte deres egne administrative systemer og deres eget
lokalstyre, og hvor islam mødte en højere kultur, som f.eks. netop i
Persien og Byzans, var det den der - på alle andre områder end de
religiøse - besejrede den gamle arabiske.
Den arabiske ekspansion drejede sig således
overhovedet ikke primært om religion, og og "hellig krig" var der
slet ikke tale. Hellig krig er nemlig i Koranen defineret som en
forsvarskrig. Muslimerne må kun kæmpe, når religionsfriheden er truet og
kun indtil ordene igen kan lyde frit i moskeen.
Et er imidlertid teori, noget andet praksis, og denne
ændrede sig med tiden, således at hellig krig - jihad på arabisk -
efterhånden fik samme betydning og retfærdiggørelse som den kristne
hellige krig. Man kan sige at begrebet undergik en parallel
betydningsudvikling hos de kristne og muslimerne. Således blev det allerede
almindeligt i 800-tallet at opfatte ordet jihads egentlig betydning
"stræben" som en stræben efter at udvide islams territoriale
magt. Ifølge sunni-islams traditionelle opfattelse, var denne magtudvidelse
en opgave, der påhvilede kaliffen, og Harun al-Rashid, den store kalif i
Bagdad omkring 800, kastede da også regelmæssigt sine tropper ind i
jihad mod det byzantinske rige hvert andet år. De andre år anførte
han pilgrimsfærden,
hajj, til Mekka.
Litteratur:
