Islam fra A til AA:

FORNUFT og TRO (imân)

I Koranen prises den menneskelige fornuft igen og igen. Som allerede nævnt, betegnes fornuftens fødsel i mennesket som markering af en 'ny skabelse'. Det slås udtrykkeligt fast, at selv guddommelig åbenbaring ikke skal accepteres ukritisk og uden at stille spørgsmål. Mennesket påbydes at reflektere over den guddommelige åbenbaring og fortolke den i lyset af sin fornuft: "Vil de da ikke reflektere over Koranen?" (4:82). Mennesker, der finder refleksion kedsommeligt, beskrives med disse ord:

Det er sådanne, som Allah - i henhold til Loven om Gengæld - har berøvet livets velsignelser ved at gøre dem døve og blinde. Vil de dog ikke for alvor reflektere over Koranen - eller er deres hjerter forseglede? (47:23-24)

Koranen appellerer til menneskets fornuft og forstand. Dens lære er affattet i et klart og forståeligt sprog. "Således gør Allah Sine tegn tydelige for jer, for at I må reflektere over dem" (2:219). Den store sandhed, som mennesket skal forstå, er, at det selv er arkitekten bag sin egen skæbne, således at det, det er i dette liv, og det, det bliver i det kommende, alene afhænger af dets egne handlinger. Gode gerninger vil nødvendigvis højne mennesket, ligesom onde gerninger uundgåeligt vil fornedre det. Menneskets velfærd og elendighed er et resultat af dets egne handlinger. Det kan ikke skyde ansvaret herfor over på andre.
    Koranen hævder, at selv krigslykke afhænger af fornuftens rette brug. Det antages almindeligvis, at en modig og ivrig hær er sikker på sejr. Koranen påstår derimod, at sejren tilfalder dem, der i farens stund holder hovedet koldt, holder sammen og ikke lader lidenskaben løbe af med sig. Hundrede  sådanne mænd, de troende, siges at kunne måle sig med tusinde ikke-troende, der er behersket af lidenskab, fordi de, som Koranen udtrykker det, er "et uforstandigt folk." (8:65)
    Koranen tildeler tydeligvis fornuften en vigtig rolle i menneskets liv. Nabî'en (sendebudet) påbydes ikke at forlange blind lydighed af menneskene, men at tilskynde dem til at tænke og reflektere. Det følgende vers efterlader ingen tvivl om, at Koranen billiger og opmuntrer til selvstændig refleksion:

Sig: "Jeg påbyder jer én ting: At I to og to - eller alene - får øjnene op for Allahs sag og nøje reflekterer over den." (34:46)

Koranen forventer, at mennesket reflekterer og bruger sin evne til at forstå. Hvis det gør dette, vil det være sikker på at følge den rette vej. Det, man skal huske på, er, at vejen, der leder til succes og til et højere eksistensniveau, kun kan opdages og følges ved kombineret brug af fornuft og åbenbaring. Disse to kilder til vejledning supplerer hinanden, og hvis de bruges inden for hver deres område, vil der ikke opstå konflikt imellem dem. Rasûl'en (profeten) påbydes derfor at sige:

Sig: "Dette er min vej. Min opfordring til jer om at følge Allahs vej er baseret på min såvel som mine tilhængeres fornuft og indsigt. (12:108)

Koranen udfordrer islams modstandere til at fremsætte argumenter, der underbygger deres påstande:

Sig: "Fremsæt jeres beviser, hvis I virkelig er sanddru." (2:111)

Islams modstandere bliver advaret imod at strides om ting, de ikke har viden om:

Men hvorfor mundhugges I om ting, hvorom I ingen viden har? (3:66)

Det fører ingen vegne hen at strides om ting, hvorom man ikke har viden. Koranen påbyder os at undgå sådanne frugtesløse diskussioner:

Udtal dig ikke om det, hvorom du ingen viden har. Du skal visselig aflægge regnskab for alt, hvad du har hørt, alt, hvad du har set, og alt, hvad du har i dit hjerte. (17:36)

Koranen betoner vigtigheden af korrekt viden og råder os til at acceptere den og efterleve den. Alt andet affærdiges som utroværdigt gætteværk: "Formodninger kan aldrig erstatte sandheden" (53:28). Som fornuftsvæsener er det vor pligt ikke at standse op, før vi har fundet sandheden. At stille sig tilfreds med rene 'gæt' er at forråde fornuften. Handler vi derefter, sætter vi vor selvopfyldelse på spil.
    Koranen skitserer både den videnskabelige og den etiske proces, der fører til relevant viden. Processen starter med aktivering af de sanser, der leverer råmaterialet til al viden. Det næste trin består af bevidst erkendelse af det, tankerne kredser om. Tankerne overføres til ydre ting og hændelser, der sætter mennesket i stand til at fatte deres betydning og formål. På det tredje trin omsættes tankerne gennem analyse, sammenfatning, abstraktion og generalisering til viden af mere eller mindre generel art. På det endelige trin gælder det forståelsen af, hvorledes den nyvundne viden skal placeres og opfattes på baggrund af menneskets samlede viden og erfaring; og dens betydning for menneskets liv vurderes. Koranen påbyder menneskene at stræbe efter at opnå en sådan dybere forståelse af Nabî'ens ord, når som helst han henvender sig til dem. Koranen fordømmer dem, der ikke gør et sådant forsøg og stopper op allerede på første eller andet trin og lader sig nøje med mangelfuld viden:

Du vil se dem betragte dig; men de ser dig ikke. (7:198)

Det var mennesker, der syntes at se intenst på nabî'en og lytte til ham, men som ikke gjorde sig de ringeste anstrengelser for at forstå meningen med hans ord eller for at relatere dem til deres eget liv på en meningsfuld måde. Koranen sondrer mellem 'nazar' og 'basar'. 'Nazar' betyder passivt at modtage visse visuelle indtryk. 'Basar' er indsigt - det at fatte betydningen af det, som de visuelle indtryk blot er ydre tegn på. Den samme sondring bruges om andre sanser som f.eks. hørelsen:

Der er nogle iblandt dem, der synes at lytte til dig; men kan du få døve til at høre, når de ikke bruger deres sanser? (10:42)

Det, Koranen hentyder til, er, at en person, hvis tanker er slørede af fordomme og forudfattede meninger, vil være ude af stand til at forstå sandheden, selv om han så stirrer den direkte i øjnene. For at forstå Koranen må man have et åbent og fordomsfrit sind. Man må koncentrere sig til sit yderste og stræbe efter at forstå den i relation til sin viden og stadfæstede erfaringer. Koranen opfordrer i virkelig­heden til, at man nærmer sig åbenbaringen ud fra konkrete erfaringer - og ikke ud fra en logisk begrundet påstand. Koranens syn på dette spørgsmål kan sammenfattes således: Frigør dit sind fra alle forudfattede og dårligt underbyggede forestillinger. Koncentrer dig oprigtigt om den åbenbarede tekst og hav fuld tillid (imân) til den. Sæt åbenbaringen i forbindelse med vel­etablerede kendsgerninger og menneskelig erfaring. Projicer dine resultater ind i fremtiden - lige så langt som din fornuft kan bringe dig hen ad den vej, som åbenbaringen har kastet sit lys over. Berig dine erfaringer ved hjælp af de nye erfaringer, du gør. I denne nye horisont, der åbner sig for dig, vil du få øje på din skæbne og være i stand til at tackle livets umiddelbare problemer. Hvis du nærmer dig åbenbaringen ud fra den rigtige synsvinkel og gør brug af alle dine evner - fornuft og imân, håb og omsorg for alt det skabte - vil du få øje på den sandhed, åbenbaringen indeholder. Og den vil lede dig fremad til den glorværdige skæbne, der venter dig - forudsat at du med velberåd hu og af egen fri vilje vælger den vej, der er udstukket. Gud kunne have tvunget dig til at handle godt, hvis Han havde villet; men en sådan godhed ville være ganske værdiløs. Kun den godhed, du opnår ved egne anstrengelser, har værdi. Du har frihed til at vælge, og hvis du bruger dine evner rigtigt, vil du træffe det rigtige valg.
    Dette er i korthed det råd, Koranen giver mennesket. Det gentages i adskillige passager. Da Nabî'en var bekymret for, om menneskene nu også virkelig bed mærke i hans ord og gjorde forsøg på at forstå dem, blev han belært med disse ord:

Hvis det havde været Allahs vilje, ville alle på jorden have troet (på Ham). Vil du da tvinge menneskene til at tro? (10:99)

For at forstå Koranen (eller for den sags skyld en hvilken som helst anden åbenbaret bog) er det ikke nok at mestre dens sprog. Et menneske kan være nok så kyndig i det arabiske sprog uden dog rigtigt at fatte meningen med Koranens tekst. Man bør nærme sig Bogen fordomsfrit og bevidst om at være en del af en meningsfyldt kosmisk proces. Man bør forsøge at undgå de faldgruber, man uvilkårligt vil møde på livets vej, og forsøge at holde sig fri af de forhindringer, der hæmmer ens udvikling. Dette er ifølge Koranen, hvad der er nødvendigt for at forstå den guddommelige bog. For dem, der ikke nærmer sig den på denne måde, vil den forblive en lukket og forseglet bog. I Koranens beretninger om de forskellige anbîya, hører vi om, hvorledes mennesker, der ikke var det mindste lydhøre over for nye tanker, blev desorienterede, når de lyttede til anbîya'ernes lidenskabelige formaningstaler. Nogle af dem indrømmede åbent, at de ikke forstod et muk af, hvad der blev sagt:

Oh Shu'aib! Vi forstår ikke meget af, hvad du siger. (11:91)

Også Nabî Muhammad (må Herrens fred og velsignelser være med ham) mødte ofte mennesker, der stod komplet uforstående over for hans ord, medens andre blev grebet af dem, troede på dem og efterlevede dem. Ind i mellem blev han utålmodig og frustreret i mødet med de førstnævnte; men Koranen påbyder ham at være tålmodig, tilgivende og tolerant og advarer ham imod at falde for fristelsen til at påtvinge dem sine tanker:

Vil du måske bekymre dig selv til døde, hvis de ikke tror på dette budskab? (18:6)

Gud forsikrer Nabî'en om, at han har fuldendt sin mission, hvis han i simple vendinger fremlægger budskabet for menneskene. Andet forventes der ikke af ham. Det er ikke hans pligt at sørge for, at menneskene accepterer hans synspunkter. Hans opgave består udelukkende i at fortælle menneskene, hvilken vej, der er den rigtige - og hvilken, der er den forkerte. Og at gøre dem bekendt med konsekvenserne af at følge den ene eller den anden vej. De har fuld frihed til selv at vælge. Gud ønsker ikke at tvinge menneskene til at tage imod Sin vejledning. Han har givet menneskene forstand, dømmekraft og fri vilje. Hvis de bruger disse evner, vil de kunne forstå åbenbaringen og drage nytte af den vejledning, den indeholder. Menneskene må tage konsekvensen af deres valg - hvad enten den er behagelig eller ej.
    Sammenfattende kan siges, at der ikke hersker et modsætningsforhold mellem åbenbaring og fornuft - de supplerer snarere hinanden. Imân vil sammen med fornuften berige livet og gøre det udbytterigt. Imân giver næring til fornuften, og fornuften tilpasser troen til den konkrete virkelighed. Uden den ene eller den anden af disse to faktorer ville livet være fattigt. Fornuft uden imân er som en vel­konstrueret maskine, der ikke er gearet til at få en motor koblet til, medens imân uden fornuft blot er en blind kraft. Stærk imân og virksom fornuft har karakteriseret de mest glorværdige perioder i menneske­hedens historie. Whitehead har ganske rigtigt bemærket: "Troens tidsaldre er rationalismens tidsaldre."

Ovenstående er et uddrag af bogen Islam - en udfordring til religion af G. A. Parwez (1968). Oversættelse © Aminah Tønnsen.

Litteratur:  

MUMISA, Michael: Ijma - Using Reason

QASMI, Muhamadullah Muhammad Khalili: Does Islam permit critical thinking?

SIDDIQUI, Mazheruddin: Islam and Human Reason.
        ISLAMIC STUDIES, Vol. XXII, No. 1, 1983, pp. 11-22.

RIZVI, Muhammad: Taqlid (imitation): Meaning and Reality
        http://www.al-islam.org/beliefs/practices/taqlid.html#1