A til AA:

DRØMME OG DRØMMETYDNING

I KORANEN OG HADÎTH

Af Aminah Tønnsen


Det overnaturlige og det ukendte har beskæftiget mennesker i alle kulturer og til alle tider. I vore dage, hvor flere og flere søger efter alternative livsformer, er markedet formelig oversvømmet af tilbud om bøger, kurser og foredrag om det okkulte. Mange, der beskæftiger sig med det okkulte, beskæftiger sig også med drømmetydning.
    Både Koranen og Hadîth giver adskillige eksempler på drømme og drømmetydning, bl.a. i forbindelse med profeterne Abraham, Josef og Muhammad - hvorimod det er udtrykkelig forbudt muslimer at beskæftige sig med alle former for magi, stjernetydning, håndaflæsning, varsler m.m., for ingen andre end Gud har viden om det skjulte.


TO SLAGS DRØMME

Koranen taler om to slags drømme:

1) Et forvirrende sammensurium af drømmesyn (adghathu l-âlam) som f.eks. i forbindelse med hedningens afvisning af Profeten Muhammads budskab:

"Nej!" siger de. "(Det er kun) forvirrende drømme. Han er (blot) en poet. Lad ham fremvise tegn ligesom de, der blev sendt til tidligere sendebud." (21:5)

2) Gode drømme el. tidender (mu­bashira), som kommer til de troende:

De, der tror og gør gode gerninger - for dem er der gode tidender i dette liv og i det kommende. Guds løfte er uforligneligt. Dette er visselig den højeste lyksalighed. (10:63-64)  

'Gode tidender' er 'en person m. åndelig indsigt's drøm' (Imam Malik al-Muwatta 52.1.5). 'De gode tidender i dette liv' er 'de gode drømme, menneskene ser', medens 'de gode tidender i det Hinsides' er 'Paradis og belønning' (al-Hakim). Eller: 'De gode tidender' er 'den viden, som Gud i Koranen giver om Sin have og Sin belønning' (Ibn Djawzi).


DRØMME OG DERES TYDNING I KORANEN

PROFETEN ABRAHAMS DRØM

Da Abraham i en høj alder har fået sin førstefødte søn, Ismael, sætter Gud Abraham på en prøve: 
    I en drøm ser Abraham, at han ofrer det allerkæreste, han ejer: sin søn. Abraham beder sin søn om at ’se' - dvs. tyde drømmen. Og stik imod al forventning tyder søn og far drømmen ganske bogstaveligt. De skrider til handling og gør klar til at virkeliggøre drømmen; men før det skæbnesvangre øjeblik får Abraham at vide, at det hele blot er en prøve - og at de har bestået den til Herrens tilfredshed. Og de bliver belønnet for deres hengivenhed med en vædder, som de ofrer:

Da (sønnen) havde nået en alder, hvor han kunne følge ham (i hans daglige gøremål), sagde han: "Oh min søn! Jeg har set i et syn, at jeg ofrede dig (til Gud) - hvad ser du i det?" Han sagde: "Far! Gør, hvad du er blevet påbudt. Hvis Gud vil det, vil du se, at jeg hører til de udholdende!" Da de således begge havde hengivet sig (til Guds vilje), og han havde lagt ham med panden mod jorden, råbte Vi til ham: "Oh Abraham! Du har allerede opfyldt dit drømmesyn!" Således belønner Vi de retfærdige (der følger Guds lov). Dette var helt åbenlyst en prøve (Vi havde pålagt Abraham). Og Vi løskøbte ham med et mægtigt slagtoffer. (37:102-107)


PROFETEN JOSEFS DRØMMESYN

Hele 12. sûra handler om Profeten Josef. Den starter med en drøm - og slutter med samme drøms opfyldelse: 
    Josef forstår ikke selv drømmen. Det gør til gengæld hans far, der råder ham til ikke at fortælle den til sine halvbrødre for at undgå misundelse og had fra deres side. 
    Og drømmen om Josefs udvælgelse til profet hjælper far og søn gennem de næste års genvordigheder og prøvelser: Josef bliver solgt som slave; han beskyldes uberettiget for forsøg på at forføre sin egyptiske herres hustru og kastes i fængsel; han løslades og får oprejsning, og landet rammes af hungersnød:

Ihukom, da Josef sagde til sin far: "Oh min far! Jeg har set elleve stjerner, solen og månen bøje sig dybt for mig!" Han sagde: "Min kære søn! Fortæl ikke dine brødre om dit syn, for at de ikke skal sværge sig sammen imod dig, for Satan er visselig menneskets svorne fjende. Herren vil udvælge dig og lære dig at tyde drømmesyn, og Han vil udgyde Sin nåde over dig og Jacobs efterkommere, ligesom Han fuldkommengjorde dine forfædre Abraham og Isak. Han er visselig alvidende og alviis. (12:4-6)

Til slut genforenes Josef med sin familie - og drømmen går i opfyldelse:

Og han anviste sine forældre hæderspladsen, og de kastede sig (alle) ned for Herren. Han sagde: "Oh min far! Dette er opfyldelsen af mit drømmesyn fra tidligere. Gud har ladet det blive virkelighed..." (12:100)

Josefs drøm er en 'profetisk' drøm - dvs. en drøm om noget fremtidigt. Og hele historien om Josef og hans brødre er tegn til alle, der efter bedste evne forsøger at finde sandheden:

Josef og hans brødre er visselig tegn for de søgende. (12:7)


Profeten Josef tyder sine medfangers drømme

Josef beskyldes for forsøg på at forføre sin egyptiske herre Azîz' hustru og sættes i fængsel. To unge med­fanger har tillid til ham og beretter ham om deres drømmesyn:

Og med ham blev to unge mænd sat i fængsel. Én af dem sagde: "Jeg ser mig selv (i en drøm) perse druer." Og den anden sagde: "Jeg ser mig selv (i en drøm) bære brød på hovedet, som fuglene spiser af." "Fortæl os, hvad det skal betyde," (sagde de). "For vi har visselig set, at du hører til de retskafne." (12:36)

Som det går for så mange, der sættes i fængsel, styrkes Josef yderligere i sin tro, og han erhverver sig ny indsigt: Han lærer at tyde drømme. Men han gør det klart for sine medfanger, at det er en gave, han har fået af Gud. Og han fortæller dem om sin tro på den ene sande gud: Abraham, Isak og Jacobs gud - den eneste, der er lovprisning værdig (12:37-40). Først derefter tyder han sine medfangers drøm:

Oh, mine to medfanger! Hvad angår den ene af jer, vil han (atter) blive sin herres mundskænk. Hvad angår den anden, vil han blive korsfæstet, og fuglene vil spise af hans hoved. Der er (allerede) truffet afgørelse i de sager, I spørger mig om. (12:41)

Fangernes drøm er ikke umiddelbart forståelig, men kræver tydning. De indeholder ej heller opfordring til direkte handling; men det er drømme, der går i opfyldelse. Derved viser Koranen os, at ikke kun profeter el. særligt udvalgte, men også ganske almindelige mennesker kan se noget i drømme, som ikke umiddelbart er forståeligt for dem, men som ikke desto mindre handler om deres egen fremtid.


Profeten Josef tyder Faraos drøm

Mens Josef sidder i fængslet, får kongen et foruroligende drømmesyn, som han ønsker tydet:

Kongen sagde: "Jeg så (i en drøm) syv fede køer blive ædt af syv magre (køer) og syv grønne aks og (syv) andre, der var visne. Oh, I ædle herrer! Giv mig en forklaring på mit drømmesyn, hvis I da er i stand til at tyde drømme!" De sagde: "Et forvirrende sammensurium (er det), og vi forstår os ikke på drømmetydning." 
Men den ene af de to (af Josefs medfanger), der var blevet reddet og nu efter lang tid (atter) mindedes, sagde: "Jeg kan fortælle jer, hvorledes drømmen skal tydes. Udsend mig (derfor)!" (Han kom til Josef i fængslet og sagde): "Oh Josef, du sanddru! Giv os en forklaring på de syv fede køer (i drømmen), der bliver ædt af syv magre, og syv grønne aks sammen med (syv) andre visne, for at jeg kan vende tilbage til menneskene, at de må forstå (dit værd)." 
Josef sagde: "I syv år skal I så som sædvanligt. Hvad I høster, skal I lade blive i aksene (uden at tærske det) - undtagen en lille del, som I skal spise. Derefter kommer syv vanskelige (år), der vil fortære, hvad I har oplagret til dem - undtagen en lille del, som I har oplagret særskilt. Derpå følger et år, hvor menneskene vil have vand i rigelig mængde, og hvor de vil perse (druer)." (12:43-49)

Også her er der tale om en 'profetisk' drøm om fremtiden - en drøm af et 'almindeligt' menneske, tydet af en profet. Og igen en drøm, der kræver handling 'I skal...'.


PROFETEN MUHAMMADS DRØMMESYN

Drømmen om Badr

Ibn Kathir og andre Koranfortolkere ser Profetens drømmesyn i 8:43 som en opmuntring og en måde at bringe muslimerne styrke og optimisme i tiden efter udvandringen til Medina. Og drømmen gik i opfyldelse: På mirakuløs vis sejrede muslimerne over mekkanernes langt større og mere velud­rustede hær i slaget ved Badr år 624 (se 3:13 og hele 8):

(Kom i hu) hvorledes Gud i din drøm lod dem (dvs. fjenden) synes ringe (i antal). Hvis Han havde vist dig dem som talrige, ville I visselig have tabt modet og være blevet uenige indbyrdes (om hvorvidt det var tilrådeligt at gå i kamp eller ej). Men Gud beskyttede (jer). Han kender visselig jeres inderste tanker. (8:43)


Drømmen om valfarten til Mekka

Da Profeten Muhammad i år 628 af mekkanerne blev hindret i at gennemføre den valfart, som han og hans tilhængere havde planlagt trods mekkanernes fjendtlige indstilling til dem, og måtte slagte de medbragte offerdyr i Hudaybiya i stedet, betragtede muslimernes fjender det som et nederlag. Også mange muslimer var skuffede og betragtede den traktat, der ved den lejlighed blev indgået mellem de hedenske mekkanere og muslimerne, som ydmygende.
    Men iflg. Tabari sikrede traktaten tværtimod, at muslimerne året efter kunne gennemføre valfarten 'med fred i sindet og uden frygt' - ganske som Profetens drømmesyn havde forudsagt:

Gud har visselig opfyldt Sit sendebuds drømmesyn (hvori Han sagde): "I skal betræde Den Hellige Moské, hvis Gud vil det således, med fred i sindet, med glatragede hoveder (for mændene) og håret klippet (for kvinderne), og uden frygt." For Han vidste, hvad I ikke vidste... (48:27)


Himmelrejsen

Koranfortolkere er uenige om, hvorvidt Profetens himmelrejse (mi’râdj), der omtales i sûra 17, var drømmesyn el. virkelighed:

Priset være Han, der ved nattetide lod Sin tjener rejse fra Den Hellige Moské (i Mekka) til Den Fjerneste Moské (i Jerusalem), hvis omgivelser Vi har velsignet (åndeligt som materielt), for at vise Ham nogle af Vore tegn. Han er visselig Den Althørende, Den Altseende. (17:1)

De, der opfatter himmelrejsen (hvori Profeten fik forevist både Himmel og Helvede) som et drømmesyn, ser en sammenhæng med vers 60 i samme sûra, hvori der netop er tale om et drømmesyn, og hvori også Helvedes træ fra 37:62 omtales:

... Og drømmesynet, som Vi viste dig, var blot ment som en fristelse for menneskene, ligesom det forbandede træ (omtalt andetsteds) i Koranen... (17:60)

Mange mener, at også 53:13-18 har tilknytning til himmelrejsen.

De, der betragter himmelrejsen som drømmesyn, støtter sig også til et udsagn af Profetens hustru ’Â’isha: "Guds sendebuds krop var ikke fraværende; men Gud lod ham rejse med sjælen", ligesom også Mu’âwiya (den senere femte kalif) iflg. Tabari altid har hævdet, at der var tale om et drømmesyn.
    Tabari selv afviser dog, at der skulle være tale om et drømmesyn, idet der jo i givet fald ikke kunne være tale om et BEVIS på, at Muhammad virkelig var profet, idet ALLE mennesker kan have drømmesyn!
    Og iflg. Baidawi skulle himmelrejsen være foregået 'med krop og sjæl' og 'i vågen tilstand' - altså ikke i drømme.

Drøm eller virkelighed - så er alle dog enige om, at himmelrejsen var Guds tegn til Profeten - en trøst og opmuntring i en svær tid, hvor hans elskede hustru gennem 25 år, Khadîdja, og hans farbror Abû Tâlib kort efter hinanden var afgået ved døden. For selv om Abû Tâlib aldrig selv var blevet muslim, havde han dog beskyttet Profeten imod de hadske mekkanere, lige siden Profeten havde modtaget sin første åben­baring.

(Himmelrejsen er beskrevet i detaljer i al-Bukhâri vol. 1 nr. 345 og vol. 5 nr. 227)


DRØMME OG DERES TYDNING I HÂDITH

Drømmesyn og deres tydning om­tales udførligt i traditionssamlingerne. Herunder essensen af Sahîh al-Bukhârîs omtale af drømmesyn, der findes i vol. 9:

Af Profetens drømmesyn nævnes bl.a., at han i et syn har set Jesus, Marias søn udføre tawaf (rundgang om Ka’baen). Sammesteds så han en mand m. krøllet hår, blind på højre øje: Den falske Messias, der forsøger at vildlede de troende. (nr. 128 og 129)

Profeten har også to gange i et drømmesyn set sig selv løfte sløret af ’Â’isha, som han senere blev gift med. (nr. 139 og 140)

Gode drømme er fra Gud - onde drømme er fra Satan. (nr. 113)

Hvis én af jer ser et drømmesyn, I synes om, bør I takke Gud og fortælle det til andre. Hvis I derimod ser et syn, I ikke synes om, er det fra Satan. I bør da spytte tre gange til venstre for jer, ved bøn søge beskyttelse hos Gud og ikke nævne synet for andre - så vil det onde ikke ramme jer. (nr. 114, 144, 168 og 169) (I vore tider med tæppebelagte soveværelser må det nok være acceptabelt at opfatte det med at spytte symbolsk!)

Iflg. Abû Hurayra har Profeten sagt: "Den, der ser mig i en drøm, vil se mig i Det Hinsides, og Satan ligner mig ikke af udseende." (dvs. der kan ikke være tvivl om, hvorvidt det er Profeten el. Satan, man ser i sit drømmesyn) (nr. 122, 123, 124, 125 og 126)

Drømmesyn kan også komme til én om dagen. (nr. 130)

Mælk i drømmesyn symboliserer åndelig indsigt og viden. (nr. 134, 135, 154 og 157)

En skjorte/kjortel symboliserer religionen. Man kan således bedømme graden af en persons gudstro efter længden af hans skjorte/kjortel. F.eks. vil ’Umar ibn ul-Khattâbs skjorte/kjortel i et drømmesyn slæbe efter ham på jorden. (nr. 136 og 137)

En frodig have symboliserer Paradis. (nr. 138)

Et håndtag er symbol på Islam (jfr. Koranen II:256). (nr. 138)

Ser man sig selv i et drømmesyn holde fast i et håndtag, betyder det, at man vil forblive muslim indtil døden. (nr. 138 og 142)

Fodlænker symboliserer en persons faste og konstante troskab mod religionen. (nr. 144)

Kvæg, der slagtes, symboliserer faldne i en krig. (nr. 159)

En sort kvinde m. uredt hår symboliserer en epidemi. Hvis kvinden bevæger sig fra et sted til et andet, betyder det, at epidemien vil flytte sig fra et område til et andet. (nr. 161, 162 og 163)

Den værste form for løgn er at fortælle et drømmesyn, som man i virkeligheden slet ikke har haft, til andre. (nr. 167)

En person, der såres af et klippestykke symboliserer én, der studerer Koranen, men hverken reciterer den el. følger dens anvisninger og sover fra de foreskrevne bønner. (nr. 171)

En person, der får revet mund, næse og øjne af, symboliserer én, der forlader sit hus om morgenen og fortæller så mange løgne, at de spredes over hele jorden. (nr. 171)

Nøgne mænd og kvinder i noget, der ligner en ovn, symboliserer ægteskabsbrydere. (nr. 171)  

En person, der svømmer i en flod og får en sten at sluge, symboliserer én, der tager renter. (nr. 171)  

En grim mand, der går rundt om en ild og får den til at blusse, er Malik, Helvedes vogter. (nr. 171)  

En person, hvis halve krop er smuk og hvis anden halve krop er grim, og som kaster sig i en flod og er smuk over hele kroppen, når han atter stiger op af floden, symboliserer én, der har blandet gode og dårlige handlinger, men er blevet tilgivet af Gud. (nr. 171)

Lign. udsagn findes i Sahîh Muslim vol. 4, nr. 5613-5652. Iflg. Muslim bør man dog kun fortælle sine gode drømme til mennesker, man holder af. (nr. 5618 og 5619)


DØDSOPLEVELSER

Man hører ind i mellem om, at folk f.eks. efter hjertestop fortæller om en lang mørk tunnel m. lys forude, en frodig have el. en strand m. vajende palmer - det man populært kalder 'dødsoplevelser'. 
    Lys har altid i religiøs sammenhæng været symbol på viden om og tro på det guddommelige, ligesom Paradis i Koranen beskrives som en frodig have m. palmer og rislende bække. Så derfor er sådanne beretninger ikke på nogen måde overraskende. 
    Hverken Koran el. tradition taler direkte om 'dødsoplevelser'; men iflg. Muslim har Profeten Muhammad sagt: "Når tiden (for døden/opstandelsen) nærmer sig, kan en troendes drømmesyn næppe være usand, og det mest sande drømmesyn er et, der ses af en sandfærdig person..." (Muslim nr. 5621)

© Aminah Tønnsen, juli 2010    

Denne artikel er første gang blevet offentliggjort i tidsskriftet ISLAM - FRED & HARMONI nr. 4/1994.

firdaous.com: Meaning of dreams in Islam

islam-qa: Dreams and dream interpretation

islamawareness.net: Dreams 

[ index ]   [ nyheder ]   [ Koran & hadîth ]   [ islam set indefra ]   [ islam fra A til AA ]   
[ dialog ]   [ islam i Europa ]   [ samfund & politik ]   [ viden & uddannelse ]   [ islamisk ret ]    
[ personligheder ]  [ familie & køn ]   [ etik ]   [ for børn ]   [ bøger ]   [ link ]   [ kontakt os ]