Islam fra A til AA:

ABER, HUNDE og SVIN
- og UMÆLENDE DYR

Fordomme og misforståelser om islam bunder ofte i, at korancitater rives ud af deres rette sammenhæng. Andre gange er der tale om, at den fornødne viden om Koranen/islam som helhed ganske enkelt ikke er til stede. Og sluttelig overser mange ganske det faktum, at det arabiske sprog såvel som Koranen - lige som alle andre sprog og også Bibelen - er spækket med lignelser og billedsprog, som naturligvis ikke skal tages bogstaveligt, men skal fortolkes og ses i lyset af HELE  Koranens budskab.
    Påstanden om, at muslimer regner "danskerne lige med hund eller svin" dukker med jævne mellemrum - og med mindre variationer - op som en virus på diverse debatsider i medierne. Hvad enten påstanden så stammer fra - eller kolporteres af - muslimer eller ikke-muslimer, vidner den om en  eklatant uvidenhed om noget ganske grundlæggende i islam.
    En forudsætning for overhovedet at forstå, hvad der ligger bag brugen af ord som "aber, hunde og svin" i Koranen, er at kende forskellen mellem dyr og mennesker. I Koranen hedder det:

Han er den, der har skabt alt på ypperligste måde. Han skabte mennesket af ler, og dets efterkommere af et ekstrakt af en foragtet væske. Han formede DET og blæste af Sin ånd (ruh) i DET. Og Han gav JER hørelse, syn og hjerte. Liden er JERES taknemmelighed. (32:7-9)

Som det fremgår, sker der noget væsentligt, når Gud "blæser af Sin ånd" i fosteret: Tiltaleformen skifter fra DET til JER. Det er Guds indblæste ånd, der adskiller mennesket fra den øvrige skabelse, idet mennesket derved får kimen til intellekt: ånds-, tanke- og handlefrihed - og dermed muligheden for at træffe nogle valg i tilværelsen.
    Naturen kan ikke andet end følge Guds Lov - eller naturens orden, som den også kaldes. Dyrene handler instinktivt og uden mulighed for hverken at forstå rækkevidden eller konsekvensen af en bestemt handlemåde. Dyrene besidder hverken intellekt eller fornuft og kan ikke vælge at ændre adfærd eller handle anderledes, end deres instinkt byder dem.

Hvis et menneske ganske bevidst fravælger Gud og tro ved ikke at følge Guds vejledning, betegnes det som vantro (kafir k-f-r). Det er utaknemmeligt og bruger ikke sit gudgivne intellektet på rette vis. Derved bliver det - skønt skabt i den mest fuldkomne form og med de mest fuldkomne anlæg og muligheder - til det laveste af det lave et menneske kan blive: Som et dyr, der lever sit liv ganske uden hensyntagen til andre og skånselsløst jagter og nedlægger svagere væsener, der krydser dets vej, og som ganske uden at tænke på konsekvenserne følger sine egne begær og vælger det onde frem for det gode:

Vi skabte visselig mennesket i den mest fuldkomne form. Så fornedrer Vi det til det laveste af det lave - undtagen sådanne, der tror og gør gode gerninger, for de vil få en uudtømmelig belønning. (95:4-6)

De værste skabninger for Gud er dem, der afviser Ham (k-f-r) og ikke vil tro. (8:55)

I kender sikkert dem blandt jer, der overtrådte sabbats(budet). Vi sagde til dem: "Bliv som aber - foragtede og udstødte!" (2:65)

Da de ignorerede de advarsler, der blev givet dem, reddede Vi dem, der forbød ondskaben; men Vi straffede overtræderne strengt. Da de i deres uforskammethed overtrådte alle forbud, sagde Vi til dem: "Bliv som aber - foragtede og udstødte!" (7:165-169)

De værste skabninger for Gud er de døve og stumme, der end ikke prøver at forstå Budskabet. (8:22)

Oh I mennesker! Drag nytte af det, der er lovligt og godt på jorden, og følg ikke i Satans fodspor, for han er jeres svorne fjende. Han påbyder jer kun, hvad der er slet og skændigt og at tilskrive Gud noget, hvorom I ingen viden har.  
Når der siges til dem: "Følg, hvad Gud har åbenbaret!" siger de: "Nej, vi følger vore forfædres skikke." Hvad nu, hvis deres forfædre manglede både indsigt og vejledning?
De vantro (k-f-r) er som en dyreflok, der blot opfatter nogle lyde, når hyrden kalder på dem. Døve, stumme og blinde (er de) - uforstandige (i bund og grund). Oh I troende! Drag nytte af de gode ting, Vi har forsynet jer med og tak Gud, hvis det er Ham, I tjener! (2:168-172)

Fortæl om manden, til hvem Vi sendte Vore tegn (ayât). Han ignorerede dem, så Satan kom efter ham, og han blev én af de vildfarne. Hvis det havde været Vor vilje, kunne Vi have løftet ham; men han klyngede sig til denne (flygtige) verden og fulgte sine lave begær. Han er som en hund. Om du driver ham bort eller lader ham passe sig selv, hænger hans tunge slapt ud af munden." Det er et billede på den, der forkaster Vore tegn. Fortæl lignelsen, for at I må grunde over den. (7:175-176)

Sig: "Skal jeg fortælle om en meget værre løn fra Gud? Nogle af dem, der påkaldte sig Guds vrede, forvandlede Han til aber og svin, fordi de tilbad falske guder (tâghût). Deres situation er yderst alvorlig - de er langt mere vildfarne!" (5:63)

Hvad siger Bibelen?
Og det er lige præcis den samme metafor, der bruges i Bibelen. Overtræderne, der bespotter og afviser Gud, bliver som 'umælende dyr', der handler både hensynsløst og irrationelt:

Hensynsløse og selvhævdende, som de er, viger de ikke tilbage for at spotte overjordiske magter, mens dog englene, som overgår dem i kraft og styrke, ikke udtaler nogen spottende dom mod dem for Herren. Disse mennesker, der spotter, hvad de ikke begriber, er som umælende dyr, hvis natur det er at fødes for at fanges og dræbes; og de skal også omkomme på samme måde som dyrene og gå glip af det udbytte, de havde håbet at få af deres uretfærdighed. De regner det for en nydelse at svire ved højlys dag, de er vanærende skampletter, når de svælger i deres egne bedragerier, mens de holder gilde sammen med jer; deres øjne er altid på kvindejagt og utrættelige, når det gælder om at synde, de forfører ubefæstede sjæle, og deres hjerter er opøvet i griskhed - forbandede, som de er! Da de forlod den lige vej, fór de vild og slog ind på samme vej som Bileam, Bosors søn, der kastede sin kærlighed på uretmæssig vinding, men måtte lade sig overbevise om sin egen overtrædelse: Et umælende trækdyr gav sig til at tale med menneskestemme og hindrede profeten i hans galskab. 
Disse mennesker er udtørrede kilder og tåger, der jages af stormen, og dystert mørke venter dem. De bruger opblæste og tomme ord, og ved hjælp af deres udsvævelser forfører de i kødeligt begær andre, som lige har gjort sig fri af de folk, der lever i vildfarelsen; de lover dem frihed, skønt de selv er slaver af fordærvelsen; for det, man ligger under for, er man slave af. Hvis mennesket gennem erkendelsen af vor Herre og frelser, Jesus Kristus, har gjort sig fri af verdens urenhed, men igen lader sig besnære og overvinde af den, er det sidste værre end det første. For det havde været bedre for dem slet ikke at have lært retfærdighedens vej at kende end først at lære den at kende og siden vende sig fra det hellige bud, som de har fået overdraget; så er det gået dem, som ordsproget træffende siger: "Hunden vender tilbage til sit eget bræk." og: "Når en so er vasket, vælter den sig i sølet." (Andet Petersbrev 2, 10-22)

Men disse mennesker spotter, hvad de ikke har forstand på, og det, de forstår med deres instinkter ligesom de umælende dyr, bringer dem blot i fordærv. (Judas' Brev 1,10)

Giv ikke hunde det hellige, og kast ikke jeres perler for svin, for at de ikke skal trampe dem ned med deres ben og så vende sig om og sønderrive jer. (Mattæus 7,6)

Viden om ens egen tro  og baggrund er en forudsætning for at forstå andres tro og baggrund.
    Man kunne også trække en parallel til H.C. Andersens eventyr - her tænker jeg specielt på "den grimme ælling", der kanøfles af de andre for sin 'anderledeshed'. Børn tager eventyr bogstaveligt; men for voksne skulle de samme eventyr gerne få en langt mere dyb og vidtgående betydning.
    Også det danske sprog er spækket med metaforer:
    Snotabe, snothvalp, abefest, abekat, abekattestreger, svineri, svinemikkel, svine til, svinesti, svinebinde, den indre svinehund, svineheld, svinestreg, gå i hundene, leve som hund og kat, være en hund efter noget, være som en hund i et spil kegler, hundeangst, hundesulten, hundeæde etc. etc. etc.
    Ingen tager vel sådanne begreber bogstaveligt, og de er ej heller udtryk for, at vi opfatter de implicerede som fysisk urene og uønskede.

Viden, fordomsfrihed og ydmyghed for Gud og Hans skaberværk er en forudsætning for at forstå Koranens budskab. Bespotter man andres tro, kan man uforvarende være årsag til gudsbespottelse:

Indbyd til Herrens vej med visdom og smukke ord, og diskutér med dem (der lytter) på den mest høflige måde. For Herren ved bedst, hvem der er på vildspor, og hvem der lader sig vejlede. (16:125)

Følg, hvad du er blevet gjort bekendt med ved inspiration fra Herren. Der er ingen anden gud end Ham, og vend dig bort fra dem, der tager guder ved siden af Gud.
Hvis Gud havde villet, havde de ikke taget falske guder ved siden af Ham; men Vi har ikke sat dig til at overvåge deres handlinger. Ej heller er du deres værge. Bespot ikke dem, de tilbeder i stedet for Gud, for at de ikke af ondskabsfuldhed i deres uvidenhed bespotter Gud. Således har Vi gjort hver eneste menigheds handlinger tiltrækkende for dem selv.
Til slut vil de vende tilbage til Herren, og Vi vil da fortælle dem sandheden om alt, hvad de foretog sig. (6:106-108)

At danskere ikke per definition opfattes som vantro (k-f-r), kan man forvisse sig om ved at studere

vantro - et skoleeksempel på sprogforbistring

Vantro refererer nemlig ikke til en bestemt gruppe mennesker, men knytter sig ganske utvetydigt til det enkelte individs tro og handlinger - uanset religiøst tilhørsforhold eller mangel på samme.

© Aminah Tønnsen, maj 2000   

Se også: Lignelser og metaforer i Koranen
               Koranens metaforer

Litteratur:

AHMAD, Bashir: A Critique of Manji's "The trouble with Islam"
          PAKISTANLINK.com

ANANI, Hasan Al-:
          Freedom and Responsibility in Qur'anic Perspective. Washington 1990.   

MOHAMED, Yasien: FITRA. the Islamic Concept of Human Nature. London 1996.   

QADRI, Tahir ul: Islams syn på menneskets natur. 1999.

RAWOOF, Abdul: Freedom and Existence: Man versus Animal.
          THE MUSLIM WORLD LEAGUE JOURNAL, Vol.16, Nos. 3&4, Nov. 1988.  

THE AMERICAN THINKER.com: Allah's speciel little apes and pigs.